URBANblog

Archive for May, 2007

til sylvia plath, nr.tre

Tuesday, May 8th, 2007

jeg vil have sex
med dig, sylvia, i tavsheden
mellem to hjerteslag,
inden også det
er forsent.
kysset på dine læbers
afskrift, sylvia,
en forbinding
om min
mund.

ingen kvinde, ingen mand
ingen kærlighed, intet had,
i verden, sivvy,
skal holde os fra at være
forældreløse og alene som liljer
mere.

og jeg vil give dig
blomsternes
skrøbelige,
gennemskuelige
kærlighedserklæringer, sylvia,
glaskæben;

støvdrageren,
og støvdragerens lugt
af ufordøjelig medicin,
så tiltrækkende
for hvepsene med hvide vinger, summende
om pillerne på natbordet;

kronbladene, blege
belyste
af fædre,
kolde som måner
af udhamret jern.

jeg vil give dig buketten
af mine håbefulde
drab på minutter
og sekunder,
sylvia:

frygten for hjertet
i kroppen,
frygten for hjertet
i digtene,
hvad det er i stand til.

engang imellem stikker det mig at skrive et digt til en anden forfatter, og jeg er nået op på en fire stykker til sylvia plath..

sylvia plath, 27. oktober 1932 - 11. februar 1963, amerikansk foraftterinde. efterlod to små børn, begik selvmord. havde sit litterære gennembrud, en strøm af mørk dyster lyrisk energi, med samlingen ariel, udgivet posthumt hendes død. samlet og redigeret af plaths eksmand ted hughes 17 August 1930 – 28 October 1998, engelsk poet laureate (digter ved hoffet), gift med sylvia plath 1956-63, forlod hende for en anden kvinde. og dermed intet sagt om årsagen til at plath tog livet af sig selv. det havde hun forsøgt to gange tidligere, som barn og og som ung kvinde, beskrevet i hendes mest kendte værk: The Bell Jar.

via linket finder du meget mere om sylvia plath, bl.a. en kronologisk oversigt over 230 digte fra hendes hånd.  dvs. de digte der kendes til. ted hughes fik overdraget hendes personlige egendele, bl.a. hæfter med lyrik, hvoraf to er forsvundet. heraf det ene brændt af ham selv, han kunne ikke nænne at lade børnene læse dem senere, og det er andet er som han sagde ‘forsvundet’.

det er imidlertid ikke så interessant, og vigtigt at hun tog livet af sig selv. det er digtene derimod:  enhver lever sit liv til ende, også forfattere. ethvert digt af denne kaliber vil overleve sin forfatter. tør dine øjne, og læs!

Goddag undergrundsdigter

Tuesday, May 1st, 2007

mit navn er poul g exner, bosat i odense, født 1973.

jeg er en del af anmelderteamet metrOrd, som på disse sider specialiserer sig i at anmelde litt. i enhver afskygning, form og tilblivelse, som er udgivet privat, som regel for egne penge, men også på forlag så små at distributionsapparatet ikke er så udviklet som det kunne være ønskeligt, og som, i det omfang bøgerne finder vej til en redaktion, da bliver ganske overset i mængden. Det er ikke en rimelig og fair behandling af den der brænder så meget for sit værk at der postes egne penge, egen vilje, og eget sprog og eget sprog og eget sprog og så tilmed TALENT i projektet, og slet ikke en indikator for at den pågældende forfatter ikke bør kaldes sig forfatter som sådan. omend der givetvis vil være lige så langt mellem snapsene, blandt bøger af forfattere i denne kategori, som der er det blandt forfatteres udgivelser, meget naturligt, på de etablerede velrenommerede forlag.

i sept. 2005, udgav jeg for egne penge bogen ‘vildfarelsen’ en hybrid mellem digt og prosa, på det lille odenseanske foretagende Fly (som også er en oplæsningsgruppe der afholder arr. jævnligt med inviterede fra øst og vest, netop fra undergrunden, fra vækstlaget). en bog der udkom i små 80 eksemplarer, af hvilke jeg spildte en del ved at indsende til avisredaktioner og elektroniske medier med anmeldelse for øje, på nær en bog der blev (dårligt) anmeldt, (men en anmeldelse er en anmeldelse god eller dårlig, og det var udm. med nogen respons..)

om ‘vildfarelsen skal det siges at bogen vandt mig forfatterforeningens lyrikafdelings rejsestipendiat til debutkursus for forfattere fra hele norden på Biskops Arnö, sverige, efter oplæsning i nævnte forenings lokaler på debutantaftenen i marts 2006, og den bliver nu i et fyldigt uddrag bragt i opkommende nummer af det hæderskronede svenske litt. mag. Ord & Bild (maj). det er samtidig også en bog om hvilken det skal anføres, at jeg fik den sendt tilbage efter fire dage på gyldendal(s gulv?) uden et ord til afslagsbegrundelse. men det var først senere, jeg forsøgte ikke at få den udgivet på et stort forlag til at begynde med, men gik direkte efter at gøre det selv. det er en god bog, med enkelte svagheder, og jeg er glad for den!

ellers har jeg bidraget med digte til hvedekorn, information, og billedkunst på afsnitp.dk, o.a. Er medlem af det københavnske litt.tidsskrift rapunsels redax.

jeg anmelder digte, kortprosa, noveller, samt eksperimenterende litt og spoken word-udgivelser.
har ingen udd. i den retning, men selvlært, selvlæst og læst og læst og læst (selvskrevet). Jeg spiller bas og reciterer lyrik i et lille spoken word-band, som du måske, måske ikke kommer til at høre fra.
jeg ønsker mig materialet i bogform, manus eller cd, skikket til min adresse herunder:

poul g exner
nyborgvej 92, 4.tv
5000 odense c.

og jeg glæder mig til at læse dig.

det var anmeldelsesdelen og præsentation. nok så væsentligt er det at jeg meget gerne modtager manuskripter, til læsning og konstruktiv kritik. savner du respons, så send det. jeg kender den følelse. er du absolut ligeglad med andres mening, så lad være. jeg kender den følelse, og praktiserer begge dele efter behov. jeg svarer på manus enten på mail, telefon eller over en kop kaffe..

og igen, jeg glæder mig til at læse dig.

god skriver,

poul