Forfatter: CLAUS HØXBROE
Titel: HYLET FRA GADEN
Forlag: forlaget Ravnerock
lyrik:74 sider
Udgivelsesår: 2006
ISBN: 87-89929-62-4
Også i tristessen og kedsomhedens sfærer findes der inspirerende strømninger, der får tingene til at flytte sig, og engang imellem skabe kunst. det er måske bare ikke så tit man har overskuddet til at være opmærksom når det sker, selv beskæftiget med at kede sig og være skuffet over (sin egen) tilværelsen. Hr. Høxbroe har helt unødvendigt taget Poesiens Sikre Sorte på og skrevet en dansk beatudgivelse, skrevet med stor evne for det flydende sprog,og stort musikalsk øre for poesi. Men det er ikke fordi der står så meget nyt igen.
Hylet fra gaden arbejder med flere forskellige ’jeg’er’. Så er ’jeg’ alene, har en kæreste, bor i en lejlighed, i et rækkehus, drømmer om selvmord, er glad for livet. Alle disse mennesker vi er, du og jeg. Vi bevæger os omkring en forstad til hjertet, hvor der absolut intet usædvanligt sker, ønsket om selvmordet passes og plejes, tømmermændene vandes, der gås tur med byen i snor, penge er altid et fænomen som f.eks her i 50 CENTS: »Skylder penge/ jeg aldrig har haft/ aldrig tjener/ fortjener/ ikke kommer i nærheden af/ skylder penge i banken/ til skattefar/ ude i byen/skylder for møblerne/ for tag over hovedet/ skylder/ penge for pengene/ der blev brugt/ på gæld/ skylder/ for skyldfølelsen/ skylder/ tak for lån/ skylder en undskyldning/ skyder skylden/ på de skyldige/ skylder at forklare mig/ skylder at indse/ det gælden det gælder/ mindske tabet/ skylder/ at tage pengene/ alvorligt/ med hjem/ ikke smide/ om sig/ med dem/ på travbanen/ eller i baren/ skyldig«. Noget af en skylle, stramt og skarpt komponeret, med øje for menneskeverdenens ufrivillige selvafsløring af sin egen absurditet, qua sprogets dobbelttydige betydninger, der her spilles dygtigt på. Altså et sprogligt godt udført digt, som langt størstedelen af bogens tekster også er det. Men når nu digtene er så godt udført overrasker det mig hvor lidt der står på siderne, og helt fraværet af det skæve taktslag (når nu vi rent faktisk snakker beat-poesi), det arabiske narko-pulsslag hos burroughs, det orientalske homo-sitrende beat hos Ginsberg; Turrells danske verdensinspirerede jazzpuls der skubber sproget op ind til, og ind i, et ansigt man ikke lige ser hver dag (for nu at sige det lidt firkantet).
Ved læsningen af digtene, der altså sådan set er temmelig jazzy, meget grovy, ret sexy, kommer de til at fremstå - midt i denne talentfulde beskrivelse af den hårdtprøvede tomhed og nedtur i sin egen stilbevidsthed og traditionsbundethed, - uden personlig stemme. Det er den samme gamle nedtur, samme gamle kedsomhed, de samme etablerede uoverensstemmelser i parforhold, og samme ditto i ensomheden, uvirkeligheden i pornoen og virkeligheden ved kærligheden (eller er det omvendt?) der ikke har noget særligt at tilsige hinanden..Og det er læst så mange gange før. Der er i hvert fald ikke nogen ny skæring tilføjet musikken på hotel d’artiste. Atmosfæren forbliver den samme.
Skal man tale om en skævhed ved beatet i denne bog, må det vel nærmest være hvor godt forfatteren har tilsløret digtene, iklædt sig Poesiens sikre sorte som sørger for at de nærmest intet væsen gør af sig, og hvor svært det er at finde en personlighed… eller overhovedet at få lyst til at lede. Men så sker der så noget. Med ovenstående i mente står der så pludselig: » Kærligheden er til salg/ jeg er jaloux/ på mig selv/ for at sige det/ Solsorten er en skrigende lort/ ved daggry«. Indtil nu, og ovenstående digt står i slutningen af bogen, har der ikke været tale om megen hyl fra siderne, snarere et kvalt kedsomt gab i virkeligheden(?). Men pludselig føles det rigtig. Og et mere i samme dur: »Det er mig der skriver ordene/ ind i hovedet på børnene/ sådan er det/ og lugten går bare ikke væk«. Jeg har ingen anelse om hvad det skal betyde men her satses der endelig i et helt digt. Og igen, tidligt i bogen: »….du er faldet heldigt ud/ godt skabt af Skaberen/ men skaber dig for meget/ dine øjne er brune/ som en lort på en skovsti/ dit indre af samme materiale/ ikke til at holde ud«. Ikke at jeg fornemmer et hyl, men snarere får jeg øje på noget der i høj grad blokerer for det: en lort, lortefugl, lorteøjne…Jeg ved ikke hvad det er, men jeg mærker at her omkredser vi noget der har sat sig fast i skrigets hals… Lort kan brydes ned i sine bestanddele. Og på samme måde som Piero Manzonis kunstnerlort på dåse fra 1961 endelig gav efter for trykket og eksploderede, kunne jeg tænke mig at låget vil ryge af Hr. Høxbroes næste samling, og alvorligt til svine Poesiens Sikre Sorte til. Mere af lortet, tak! Og tavsheden. Tavsheden før hylet. Den seriøse, intense, brændende, fucked-up tavshed der kommer først, den der ikke kan skrives, men som hyl skrives med.
anmeldt af poul g. exner